Hjemmelavet Sushi


Så kom dagen hvor jeg måtte afprøve hjemmelavet sushi. Jeg har altid tænkt at det ville være for svært og at jeg hellere vil købe end at lave det selv. Det var faktisk også min mands tanke/ord da jeg sagde at vi skulle have hjemmelavet sushi. Han mente at jeg skulle holde mig til noget jeg kunne finde ud af og at sushi skulle købes. Det gav mig bare endnu mere blod på tanden og jeg var rundt i byen på indkøb. Jeg havde en masse ideer om hvad mine ruller skulle indeholde men det skulle være inside out ruller, da det er mine favoritter. Jeg er vild med smagen af sesam, så det var også et must.
Jeg gik en tur ind til Torvehallerne for at købe tun men opdagede til min store ærgelse at de har lukket om mandagen. Så gik jeg ned til fiskehandleren i Købmagergade men han havde desværre ikke tun den dag. Det var altså bare ikke meningen at vi skulle have tun. Jeg købte noget laks af ham i stedet for og resten af mine indkøb blev fra Netto og den Thailandske Købmand i Istedgade. Jeg brugte til 100 stk sushi:

Ingredienser:

1 kg sushi ris
10 Tangplader
325 g Laks
ca. 20 Tigerrejer
6 crabsticks
2 avocado
½ agurk
Koriander
2 Asparges
Mel
2 æg
Panko panering
 9 spskRiseddike
5 spsk Sukker
1 ½ tsk Salt
Sesam sort og hvid
Olie til friturestegning
Mayonaise med knust chili


Jeg startede med at koge sushi ris, som jeg plejer at koge ris. Risene skal skyldes meget grundigt igennem i lunkent vand. Man roder med fingrene gennem risene og skifter vandet ud indtil det er helt klart. Derefter fylder man koldt vand i gryden så der fra risene og til vandkanten er en fingerspids længde. Det vil sige det første led på din pegefinger. Hvis man ikke er så god til den med fingerspidsen, så kan man også sige 6 dl ris og 6½ dl vand. Det er ca til 4 personer. Jeg synes ikke at mine ris blev optimale i første omgang og satte nogle flere over.
Jeg ændrede så mening undervejs og brugte de første ris alligevel. Det betød jo så at jeg faktisk havde et helt kilo sushi ris og der var ris til at lave 10 ruller. Det skal lige siges at jeg skar 10 stykker af en rulle og det vil så sige at jeg fik lavet 100 stykker sushi til mig og min mand og vores søn på 3 år. :) Min mand måtte ringe til nogle venner for at afsætte noget af det og min veninde fik en portion og min søster fik og der var stadig til frokosten dagen efter.
Nå men risene skal så koges op med låg på og derefter skrues varmen ned på laveste blus eller på 1 på et elkomfur. Efter ca.15 minutter tages risene af varmen og skal så hvile i 10 minutter.

Imens risene kogte, satte jeg en gryde med olie over og satte tre dybe tallerkener op med henholdsvis mel, pisket æg og panko panering. Jeg friturestegte både laks, tigerrejer og asparges. Knæk den træede del af aspargesne. Først vendte jeg dem i mel, så æg og til sidst panko panering. De forskellige ting var kun lige nede og vende. Ligeså snart paneringen er gylden brun, tages de op og lægges på en tallerken med køkkenrulle for at suge fedtet.

Jeg havde også købt crabsticks som jeg kom i foodprocessoren og derefter blandede med hjemmelavet mayonaise. Agurker og avocado blev skåret i lange stykker, så de ville passe ind i rullerne. Noget af laksen skulle bruges råt og blev skåret i aflange stykker og et lille stykke laks blev dampet med lidt salt på. Koriander blev skyllet og hakket og en tallerken med blandede sorte og hvide sesam frø blev gjort klar.

Da risene havde hvilet, hældte jeg dem op i mit lasagne fad. Jeg ved at man normalt bruger et stort træfad til at lægge risene i men det koster ca.350 kr og det gad jeg ikke investere i når jeg ikke vidste om jeg ville være god til det. Jeg læste mig frem til at man bare ikke skulle bruge en metalskål, da det kunne give risene en bismag. Jeg havde dog flottet mig og købt den lille træspatel som man roder rundt i risene med. Den kostede 15 kr men man kan sagtens bruge noget andet.

Jeg lavede til 6 dl ris en blandning af 5 spsk riseddike, 3 spsk sukker og 1 tsk salt. Når man har rodet rundt i risene tilsætter man blandingen og roder yderligere rundt mens man vifter risene kolde med den anden hånd. Det er vigtig at de bliver hurtigt kolde efter man har tilsat blandningen. Der må ikke være klumper i risene og de skal bruges samme dag som de laves. Man kan dog godt lave dem tidligere på dagen og derefter lade dem stå med et viskestykke over.

Så skal der fyldes og rulles. Tangpladerne lægges ovenpå sushi måtten med den blanke side nedad.
Hav en skål riseddike stående til at fugte dine fingre med, så klistrer risene ikke så nemt til fingrene. Efter du har fugtet fingrene, fordeles ris ovenpå tangen i et jævnt tyndt lag. Min den første blev alt for tyk og jeg synes personligt at det smager bedre med mindre ris og mere fyld, så de følgende blev tyndere.
Når risene er fordelt, lægges et stykke husholdningsfilm over risene og så vender man risene om, så filmen er mellem måtten og risene og den blanke tangside vender nu opad. Så fylder man op med det fyld man nu ønsker.
Jeg lavede forskellige ruller som jeg vil nævne nedenfor men her er et eksempel.
Jeg fyldte først en stribe hjemmelavet chili mayonaise på tangen og derefter agurk, avocado, panko paneret grønne asparges og rå laks. Så ruller man så det hele stramt sammen med måtten og man sørger så undervejs for at hive filmen og rullen ud, så det ikke bliver rullet med ind. Det er vigtigt at rulle den stramt så den ikke efterfølgende falder fra hinanden.
Så har man en rulle der så skal trilles i sesam og skæres i skiver. Brug en meget skarp kniv, så rullen ikke går i stykker. Server med ingefær, wasabi, soya og teriyaki glace. Jeg bruger personligt teriyaki glace i stedet for soya. 
Resultatet blev så godt at det helt sikkert ikke er sidste gang jeg laver sushi.

Mine ruller indeholdt:

1: Agurk, avocado, rå laks, panko paneret asparges, chilimayo
2: Agurk, avocado, panko paneret laks
3: Agurk, avocado, panko paneret tigerejer (en med og en uden koriander)
4: Agurk, avocado, dampet laks, koriander, chili mayo
5: Agurk, avocado, crabstick





Kommentarer

Populære opslag